Energiselskab stod bag mordet på indianerlederen Berta Cáceres
PDF Udskriv Email

Det opsigtsvækkende mord på indianerlederen og den honduranske modstandskæmper Berta Cáceres er på vej til at blive løst. I forrige uge blev fire personer, som anklagemyndigheden har udpeget som de reelt ansvarlige for mordet, anholdt. Blandt dem er to officerer og energiselskabet DESA’s direktør. Bustillo hyrede en lejemorder, og loddet faldt på Edison Duarte, en 25-årig med forgreninger til Los Maras, en psykopatisk, morderisk bande i Honduras. Men det centrale spørgsmål, som alle i Honduras stiller sig, er: Hvem bestilte mordet på Berta?

af Dick Emanuelsson

– Vores krav står fast trods anholdelsen, om at en international uafhængig kommission får til opgave at gennemføre en reel, grundig undersøgelse. Vi stoler ikke på den honduranske stats retsvæsen, for det er meddelagtigt i det politiske mord på min mor.

Det siger Laura Cáceres, en af Bertas tre døtre til den svenske avis Flamman op til de forberedende retsmøder. De blev indledt fredag morgen i sidste uge og blev afsluttet tidligt søndag morgen – et marathonmøde. Søndag eftermiddag offentliggjorde dommeren sin beslutning, som indebar, at de fire anholdte fængsles som mistænkte for mordet på Berta Cáceres.

En af de fire er “edderkoppen” i nettet, den tidligere løjtnant Douglas Bustillo.

Vi interviewede ham den 9. december 2013 i forbindelse med, at han filmede os, da vi lavede en reportage ved det planlagte byggeri af et kraftværk ved floden Rio Gualcarque i Santa Barbara-regionen tæt på grænsen til El Salvador. Bustillo er vicesikkerhedschef for energiselskabet DESA, og inden da var han løjtnant i Honduras militær.

Ifølge anklagemyndigheden fik Bustillo ordre fra DESA’s direktør Sergio Rodriguez til at tage kontakt til major Marinao Diaz, der stadig er aktiv i hæren.

Diaz er uddannet i militær efterretningstjeneste og har en baggrund fra USA’s krig i Irak. Han er også en af de ansvarlige for uddannelsen af PMOP, som er en helt ny politi-militær enhed med 11.000 maskerede soldater, som reelt har overtaget og militariseret Honduras politi og sat skræk i befolkningen. Bustillo og Diaz planlagde mordet på Berta.

116.000 kroner for mordet

Bustillo hyrede en lejemorder, og loddet faldt på Edison Duarte, en 25-årig med forgreninger til Los Maras, en psykopatisk, morderisk bande i Honduras.

Duarte har ifølge anklageren erkendt, at han udløste de dræbende skud mod Berta for en pris på 400.000 lempiras, cirka 116.000 kroner.

Anklagemyndighedens detektiver har endda fundet pistolen hos Edisons tvillingebror, og de ballistiske prøver viser, at det er samme våben, en Smith&Wesson, som udløste de tre dræbende skud mod Berta.

Et uddrag af en række telefonsamtaler og deres indhold mellem de fire bekræfter planen om at myrde Berta. Da denne artikel gik i trykken, havde vi også fået oplysninger om, at fire personer blev dokumenteret i den video, der blev fundet i nabolaget, hvor Cáceres boede.

Tabte 2,4 millioner dollars

Efter Flammans reportage i december 2013 i Rio Blanco interviewede vi også Berta Cáceres. Hun fortalte, at hun havde fået adskillige mordtrusler og seksuelle hentydninger fra Douglas Bustillo, DESA’s vicesikkerhedschef.

Videosekvensen fra det næsten timelange interview fik i sidste uge stor medieopmærksomhed i Honduras på både tv-kanaler og i dagspressen, som sendte netop denne sekvens i vores videointerview med Berta.

Da DESA holdt bestyrelsesmøde i slutningen af december 2015, var der et punkt på dagsordenen; et tab på 2,4 millioner dollars på grund af COPINH’s mangeårige blokade af indkørslen til byggepladsen for det kommende kraftværk.

Ifølge referatet fra mødet blev Berta Cáceres udpeget som den øverst ansvarlige for milliontabet. Tre måneder senere, den 3. marts 2016, blev hun myrdet.

Energiselskabet DESA

Energiselskabet Desarrollos Energéticos S.A (DESA) blev dannet i 2008 af familieklanen Atala-Faraj.

“Det er et af de mest involverede selskaber i statskuppet, som fjernede præsident Manuel Zelaya fra magten” den 28. juni 2009, skrev radiostationen Radio Progreso i en artikel.

Camilo Atala ejer den Centralamerikanske Bank, BAC-Bamer. Familien ejer også Finansgruppen Ficohsa, som omfatter Honduras’ største bank Ficohsa.

Atala ejer forsikringsselskabet Interamericana de Seguros, Ficohsa Express, som administrerer “økonomiske leverancer” fra den million honduranere, hvor flertallet er illegale, men lever og arbejder i USA. Atala-klanen ejer ejendomsselskabet PSI-Proyectos y Servicios Inmobiliaros, Honduras’ svar på Forex: Dicorp – Divisas Corporativas og stiftelsen Dundación Ficohsa, som ejer et velgørenhedsprojekt.

Fem familier kontrollerer alt

40 procent af Honduras’ BNP kontrolleres af fem familier med libanesiske, palæstinensiske og jødiske efternavne; Atala, Facussé, Larach, Nasser Kafie, Rosenthal (to medlemmer er for tiden fængslet i USA for hvidvaskning af penge fra narkohandel) og Goldstein.

Efternavne der kontrollerer maquilaer, (samlefabrikker som tekstil med mere), energi, telekommunikation, turisme, bank- og finansverden, massemedier, kødeksportører, forsikringsselskaber, bryggerier, cementindustri, handel, lufthavne, ejer fodboldhold og kontrollerer det politiske liv.

Denne kerne, som udgør tre procent af honduranerne, kontrollerer og tilegner sig 40 procent af Honduras’ BNP. De vælges til de højeste politiske poster af et folk, hvor 70 procent lever i fattigdom, og hvor den ekstreme fattigdom omfatter 46 procent af befolkningen.

“Denne gruppe har forvist det traditionelle borgerskab af efterkommere af spaniere og tyskere til skyggen", hævder forskeren Victor Mesa i sin bog 'Honduras; faktisk og politisk magt'.

Bortset fra Rosenthal støttede de alle – eller mere korrekt stod bag – militærkuppet i 2009 i Honduras.