Hummerdykkerne dør i jagten på de riges luksusmad
PDF Udskriv Email

Miskito-folket i de fattigste egne af Honduras har i generationer levet af at dykke efter hummere. Men i dag er arbejdet langt mere farligt. Taywar Thompson er en af dem, der med simpelt og gammeldags udstyr sætter sit liv og førlighed på spil.

Fiskerlandsbyen Kaukira ligger i det nordøstlige og fattigste hjørne af det mellemamerikanske land, ud til det Caribiske Hav. Herude bor 23-årige Taywar Thompson. Som mange af de andre miskito-indianere på kysten lever han af havet. Han dykker efter hummere, hvis delikate haler ender på middagsbordene hos velhavende amerikanere.

 

Taywar er en slags daglejer. Ligesom de 70 andre drenge og mænd, der sejler ud med dykkerskibet. 12 dage i træk dykker de. Op til 16 gange hver dag samler de hummerne med de bare næver på revet, 40 meter nede i dybet.

”Det er et virkeligt farligt arbejde. Men man kan ikke få andet her,” fortæller Taywar.

 

I badeshorts og t-shirt

Ingen af hummerdykkerne har sikkerhedsudstyr. Ingen dykkerdragt, intet dykkerur, intet måleudstyr. Arbejdet foregår i et par badeshorts og en t-shirt, finner på fødderne og en iltflaske på ryggen. Nogle gange slipper ilten op, og så må dykkeren søge mod overfladen i en fart.

Og så kommer dykkersygen. Måske som kraftige smerter eller lammelser, der aldrig forsvinder igen. Måske som en nådesløs dræber.

”Man kan være stærk og normal, inden man starter. Og så kan man være syg eller dø, inden dagen er omme. Jeg har set en af mine venner dø. Vi sad og snakkede, inden han dykkede ned. Og da han kom op, så døde han. Sådan! Ikke mere skæg og ballade med ham,” fortæller Taywar.

 

Millionindustri

Taywars far, Don Moises, blev invalid af dykkersygen for 20 år siden. Lammelsen sidder stadig i benene, så den gamle mand må ligge det meste af dagen i den hængekøje, der fungerer som sygeseng. Et trykkammer kunne have reddet Don Moises’ førlighed. Men den slags fandtes ikke dengang – og heller ikke i dag.

Hummerdykning er en millionindustri for Honduras. Hvert år eksporteres hummerhaler til USA for omregnet 175 millioner kroner. Det er 90 procent af Honduras’ hummerfangst. Miskito-indianerne på Honduras’ atlanterhavskyst har altid dykket efter hummer til eget forbrug. Men overfiskning er kommet med eksport-eventyret, og nu skal hummerne fanges længere væk fra kysten og på dybere vand.

De mange dybe dyk og manglen på sikkerhedsudstyr betyder, at alle dykkerne i bedste fald lider af en mild form for dykkersyge. Det er derfor almindeligt at bruge narkotika til at dulme smerterne. En cocktail, der gør dykningen endnu farligere.

 

Ondt alle steder

Cirka 5.000 drenge og mænd i Honduras lever af at dykke efter hummere. Kaptajnen på hummerbådene betaler dykkerne omkring 37 kroner for hvert kilo hummehaler, men derudover er der ingen løn, ingen feriepenge og ingen sygeløn.

Et dykkertogt varer cirka 12 dage, og hvis en dykker bliver syg undervejs, må han vente med at få behandling, til togtet er slut. Det er sket for Taywar. Fordi han ikke har noget sikkerhedsudstyr, der kontrollerer, hvor meget ilt der er tilbage i flasken.

”Jeg løb tør for ilt nede på 30 meters dybde,” husker han. ”Jeg var så optaget af at finde flere hummere, at jeg ikke bemærkede ændringen i indåndingsluften. Det er den måde, alle vi hummerdykkere kontrollerer iltindholdet i tanken. Jeg måtte smide hele fangsten og søge mod overfladen i en fart.”

Taywar har stadig smerter i sin venstre skulder. I det hele taget gør det ondt alle mulige steder, hvis han skal være ærlig. Derfor er han konstant på jagt efter en anden arbejdsmulighed end dykkeriet. Men endnu er det ikke lykkedes.

 

Af Lene Frøslev og Unna Küssner, Ulandssekretariatet, den 21. maj 2014.