Hver femte stemme er forsvundet
PDF Udskriv Email

Honduras valgkommission har udråbt den konservative Juan Orlandi Hernández til vinder af præsidentvalget den 24. november. Hans udfordrer Xiomara Castro og den folkelige opposition imod militærkuppet i 2009 nægter at anerkende valget.

Der er lagt op til konfrontation i Honduras, et af Mellemamerika fattigste lande, efter præsident- og parlamentsvalget den 24. november.

 

Ved valget udfordrede den sociale og folkelige protestbevægelse mod militærkuppet i 2009 landets eltie, men ifølge Honduras' valgkommission tabte den venstreorienterede udfordrer Xiomara Castro de Zelaya valget.

Hun fik knap 28,7 procent af stemmerne, mens den konservative Juan Orlando Hernández fra det Nationale Parti, blev erklæret som vinder af valget med 36,8 procent af stemmerne. Partiet og Hernández stod bag kuppet mod den folkevalgte præsident Manuel Zelaya i sommeren 2009

Der er ikke krav om mindst 50 procent af stemmerne i Honduras' valglov for at vinde et præsidentvalg, og med en stemmeprocent på 61 er det altså langt under halvdelen, der har stemt på den erklærede vinder.

Xiomara Castro de Zelaya og hendes parti LIBRE vil imidlertid ikke anerkende valget, som de mener var præget af svindel. De klager blandt andet over, at afdøde vælgere stod på valglisterne, om stemmekøb ved valgstederne og svindel med optællingen af stemmerne.

 

20 procent af stemmerne forsvundet

- Hvorfor fjernede valgkommissionen 20 procent af stemmeboksene i går aftes i sit resultat, spurgte Manuel Zelaya, der er formand for LIBRE, ifølge den latinamerikanske tv-station Telesur.

Søndag havde LIBRE indkaldt til demonstration i hovedstaden Tegucigalpa med krav om omtælling af stemmerne, og tusinder fulgte opfordringen. Demonstrationen blev samtidig en mindehøjtidelighed for José Ardon, medlem af LIBRE, der blev kidnappet lørdag og fundet dræbt af skud få timer før demonstrationen ifølge den britiske avis The Guardian.

- Vi er her for at fordømme den kultur af død, som er blevet fremmet siden kuppet. Dette kan kun være en politisk forbrydelse, sagde Manuel Zelaya under demonstrationen.

Han er ikke den eneste af partiets medlemmer, der er blevet dræbt. Siden maj 2012 er 18 kandidater og aktivister blevet myrdet, dokumenterer menneskerettighedsorganisationer ifølge den amerikanske tænketank CEPR.

Mandag indgav LIBRE en officiel klage til valgkommissionen med krav om omtælling af alle stemmer, tirsdag gav valgkommissionen sig og lover nu at foretage en omtælling af samtlige stemmer.

Juan Orlando Hernández har ellers afvist kravet om omtælling, men har heller ikke svaret direkte på anklagerne om valgsvindel mod Det Nationale Parti. Han har da også haft magtfulde internationale støtter.

USA's ambassadør i landet Lisa Kubiske sagde efter valget:

- Jeg anerkender det annoncerede resultat og det, som vores observatører så under valget, erklærede Lisa Kubiske.

 

EU-observatører uenige om valgsnyd

90 EU-observatører overvågede også valget, men her er der uenighed om, hvorvidt valget var fair og frit. Flertallet af observatører erkender, at der var uregelmæssigheder under valget så som tvivlsomme valglister, hvor op til 30 procent af de omkring 5,4 millioner registrerede vælgerne enten var døde eller havde forladt Honduras længe før valget.

Alligevel mener EU's vicechef for valgobservatørerne, José Antonion de Gabriel, at valgprocessen har været gennemsigtig, og at valgkommissionen har viljen til at rette op på de begåede fejl.

Den østrigske EU-observatør Lei Gabriel afviser konklusionen og siger til det brasilianske dagblad Opera Mundi, at flertallet af EU's valgobservatører er uenige i konklusionen, som skabte hed debat, da valgobservatørerne mødtes efter valget. Ifølge Gabriel sejrede politiske og økonomiske interesser, og ledelsen af observatørerne valgte at lukke øjnene og ignorerede den åbenlyse ændring af valgresultatet.

- Jeg kan bevidne utallige uoverensstemmelser  i valgprocessen. Der var folk, som ikke kunne stemme, fordi de stod som værende døde, og der var døde vælgere, som stemte. Det stod også klart, at der var enormt rod på valgstederne, hvor den skjulte alliance mellem de små partier og Det Nationale Parti medførte køb og salg af stemmer og valgtilforordnede, fortæller Leo Gabriel til Opera Mundi.

Han fortæller også, at EU-observatørerne har troværdige oplysninger om, at mindst 20 procent af stemmesedlerne er blevet omdirigeret til en skjult server.

Uanset hvem, der bliver erklæret som vinder, har LIBRE formået at bryde Honduras to gamle partier, Det Nationale Partis og Det Liberale Partis monopol i parlamentet, der har 128 medlemmer.

Det Nationale Parti får 48 mandater, LIBRE bliver det andetstørste parti med 39 mandater, Det Liberale Parti får 25, mens Partiet mod Korruption for 13 mandater.