Modstandsfront med kurs mod valg
PDF Udskriv Email

– Den 1. maj mobiliserede Modstandsfronten i Honduras 1,8 millioner mennesker. Vi kan vinde valget, men vi kan ikke vinde magten på valgdagen, den skal vi kæmpe os til, siger Alexis Vallecillas. Han er

fra Honduras og udtaler to uforenelige synspunkter næsten med samme overbevisning.

 

– Vi vil vinde kampen for at skabe et frit og demokratisk Honduras!

 

– USA opgiver aldrig sin kontrol med Honduras!

Men modsætningen får ham ikke et sekund til at tvivle på kampen for friheden og demokratiet, som han deltager i både som lærer, fagforeningsmand, familiefar og som politisk aktivist.

– Lav larm. Fortæl om vores kamp for jord, frihed og demokrati. Protester mod kupregeringen. Kritiser USA’s militære baser i Honduras. Kræv retsforforfølgelse af mordene på politiske og faglige aktivister – og journalister!

Sådan svarer Alexis Vallecillas på Arbejderens spørgsmål om, hvad man kan gøre i Danmark for at støtte frihedskampen i hans hjemland i Centralamerika.

Her grænser Honduras op til Nicaragua mod syd, til El Salvador mod vest og Guatemala mod nord. Her i hjertet af et oprørsk Centralamerika har USA to militærbaser:

– Faktisk har USA flere soldater i Honduras end i Afghanistan, fortæller Alexis Vallecillas.

Undskyldningen er kampen mod narkotika. Men det er et skalkeskjul, pointerer Vallecillas.

 

Modstandsfronten og kampen om jorden

– Jeg er lærer i matematik, og jeg er tillidsmand i lærernes fagforening COPEM. Vi er 100 procent med i Modstandsfronten. Det har haft alvorlige konsekvenser. Fagforeningens økonomi er blevet smadret, faglige ledere er myrdet, aktive bliver forfulgt og fængslet.

Alexis Vallecillas lever i det nordlige Honduras ud mod Det Caribiske Hav.

Her i den frugtbare dal omkring Aguan-floden foregår der en kamp på liv og død om retten til jorden.

– Bønderne i Bajo Aguan kæmper for at genvinde retten til deres jord, forklarer læreren, som kort og klart leverer en historisk ramme for kampen om jorden.

I 1990 vedtog den daværende regering dekret nummer 18-90. Dekretet blev betegnet som en ‘modernisering af staten’. Men det blev starten på nyliberalisme i Honduras.

Statens virksomheder blev privatiseret. Udlandshandel blev liberaliseret. Bønder og landbrugsfællesskaber blev ruineret og tvunget til at afhænde jorden, der direkte og indirekte blev stjålet af honduranske og udenlandske godsejere.

– Så det, der foregår nu, er bøndernes og befolkningens kamp for at genvinde den jord, som er taget fra dem, understreger Vallecillas.

De magtfulde jordejere er ligeglade med loven:

– Faktisk siger loven, at en person højest må eje 300 hektar jord. Men tre store udenlandske godsejere i Bajo Aguan ejer hver mellem 4000 og 6000 hektar af den gode jord i floddalen.

Kampen om jorden tog fart allerede i december 2009. Blot fire-fem måneder efter det kup, som Alexis vender tilbage til lidt senere i samtalen.

Men den 17. april i år slog tusinder af honduranere til og besatte over 15.000 hektar jord mange steder i landet – blandt andet i Bajo Aguan.

Jordbesætterne er oppe imod brutale godsejere med deres egne hære og myndigheder, der i bedste fald lukker øjnene for, hvad der foregår, og ofte selv deltager i forfølgelsen af bondefamilier, der slutter sig sammen om at besætte jord.

– Vores fagforening indsamler mad, tøj, medicin og andre fornødenheder og bringer det ud til jordbesætterne og deres familier.

De er spærret inde i noget, som Alexis Vallecillas betegner som en ‘koncentrationslejr’.

Maranon, hedder stedet eller landsbyen.

De kan ikke komme ud. Hvis de forlader jorden er den tabt. Og hjælpen fra fagforeningen og andre kan kun vanskeligt bringes frem til dem på grund af hegn og bevæbnede lejesoldater.

Det er et helt lokalsamfund, som godsejerne nu forsøger at udsulte og tvinge i knæ.

– De har også ødelagt børnenes skole, fortæller den vrede lærer!

 

Kuppet i juni 2009

Det gik ellers så godt i Honduras i tiden forud for sommeren 2009.

Den demokratisk valgte præsident Manuel Zelaya havde indledt et opgør med nyliberalismen.

Han havde som et markant politisk skridt tilsluttet Honduras til ALBA-samarbejdet, der på det tidspunkt omfattede Cuba, Venezuela, Nicaragua og Bolivia.

Zelaya nægtede at følge ordrerne fra de internationale kreditinstitutioner om privatiseringer og nedskæringer på statens udgifter.

– Du ved, at i ALBA-samarbejdet, der betragter man uddannelse, sundhed og vand som menneskerettigheder. Under nyliberalismen betragter man det som varer.

– Og Zelaya var i gang med at forberede en jordreform.

– Da han angreb de store fortjenester på brændstof for at kanalisere penge til sociale initiativer og for at tvinge prisen på brændstof og transport ned, så kom kuppet.

Alexis Vallecillas har fortalt historien mange gange.

Overskuelige sætninger, som tolken kan oversætte.

– For USA var kuppet et eksperiment.

– Det var et militærkup, men med et civilt ansigt.

– Regeringen og ministerierne er kontrolleret af militæret. Nogle steder er det pensionerede officerer, der er trukket i civilt.

– Energi- og kommunikationssektorerne er styret af militæret.

– Havnemyndighederne er militære.

Kupregeringen rullede det hele tilbage. De sociale initiativer. De første skridt i jordreformen. Den trak Honduras ud af ALBA-samarbejdet.

Til dem, der eventuelt er lidt i tvivl om, hvorvidt USA’s regering og efterretningstjeneste stod bag kuppet har Alexis Vallecillas blot en enkelt sigende oplysning. Det fly, som den kidnappede præsident Zelaya blev fløjet ud af landet i, mellemlandede og tankede op på den ene af USA’s to militærbaser i Honduras!

Så ja, USA stod bag kuppet.

 

Folkets svar

I dag er Manuel Zelaya tilbage i Honduras. Men der skulle gå over et år, hvor han var i tvungen eksil, mens befolkningen i Honduras demonstrerede deres modstand mod kuppet og krævede demokratiet genindført.

Folkets svar på kuppet var at skabe Modstandsfronten, FNRP – Frente Nacional por la Resistencia Popular.

Men når denne modstandsfront kunne mobiliseres og organiseres i løbet af få uger, skyldes det ifølge Alexis Vallecillas, at fagforeninger og andre folkelige kræfter allerede fra 2002 var begyndt at opbygge en kæmpende alliance: Bloque Popular, kalder han det – den Folkelige Blok.

Modstandsfronten demonstrerede og protesterede mod kuppet uge efter uge, måned efter måned. På et tidspunkt kom den kuppede præsident Zelaya i hemmelighed tilbage til hovedstaden Tegucigalpa. Men kupmagerne ville fængsle og retsforfølge ham.

Derfor søgte han tilflugt på Brasiliens ambassade i flere måneder.

I maj 2011 blev der indgået en international aftale vedrørende Honduras, som på den ene side gav Zelaya adgang til at leve frit i Honduras og igen deltage i politisk arbejde. På den anden side sagde landene i Latinamerika ja til at ophæve den isolation af Honduras, som man havde praktiseret. Tilsvarende kunne så USA og Europa officielt genoptage deres samarbejde med regeringen i Tegucigalpa.

Alexis Vallecillas er tydeligvis utilfreds med, USA’s og EU’s dobbeltspil og sletskjulte støtte til kupregeringen. Men han påpeger, at aftalen – Cartagena-aftalen, som den kaldes efter byen i Colombia, hvor den blev underskrevet – at den giver Manuel Zelaya mulighed for at stille sig i spidsen for Modstandsfronten som dens kommende præsidentkandidat.

Det har han forventninger til.

 

Et politisk parti

Men det har været en kompliceret proces at gå fra modstandsfront til politisk parti. Fra at kæmpe mod et militærkup til at kæmpe for at genvinde magten i landet gennem det parlamentariske system.

– I februar 2011 var 1500 delegerede fra Modstandsfronten samlet til en kongres. Her sagde de delegerede nej til at omdanne fronten til et parti, fortæller Alexis Vallecillas.

Man ville bevare Modstandsfronten.

– I maj fik vi Zelaya tilbage på banen. Og derefter besluttede man sig for at opretholde Modstandsfronten som den grundlæggende folkelige organisering – men samtidig oprette et politisk parti.

»LIBRE« er partiets navn. »FRI« betyder det.

Det navn er Alexis Vallecillas rigtig glad for.

– Det kan der laves tusindvis af fede slogans på, fortæller han. For eksempel: »I stemmeboksen er vi alle »LIBRE«.

– Og når LIBRE kommer til magten skal den omsætte Modstandsfrontens politik til et regeringsprogram.

Han tror på det.

 

Millioner til 1. maj

– Den 1. maj mobiliserede vi 1,8 millioner mennesker.

Ud af en befolkning på godt seks millioner!

– Det er sandt! Jeg sværger ved mine børn, griner Vallecillas. Jeg gik selv i spidsen for den største demonstration i hovedstaden. Men der var kæmpemæssige demonstrationer i mange byer.

– Vi kan vinde valget! Men vi kan ikke vinde magten på valgdagen. Magten skal vi kæmpe os til.

Alexis Vallecillas fortæller, at der er en høj politisk bevidsthed i Honduras. Det er klart, at mennesker kæmper for jord, mad, uddannelse til børnene og sundhed. Men den fundamentale drivkraft er ønsket om at befri landet og genrejse nationen og demokratiet.

– Hvis du deltager i en demonstration, og du spørger en bonde eller en kvinde, der sælger majspandekager, hvorfor de er med, så svarer de »por la lucha« – for kampen!

– Partiet LIBRE er ikke et parti, der fører valgkamp med valgløfter om, at man vil afskaffe fattigdommen, sikre en jordreform eller uddannelse eller bedre boliger eller højere mindsteløn.

– Nej det handler om at genrejse lande. Om at fjerne den undertrykkende stat. Der skal vælges en grundlovgivende forsamling. Her skal bønderne formulere en sand jordreform.

Alexis Vallecillas taler med overbevisning.

Befolkningen i Honduras nærer ifølge ham ingen illusioner om, at man blot kan stemme sig til frihed, demokrati og et nyt Honduras. Han tror også, at det kommer til at tage mange år at nå målet.

– Men 60 procent af Modstandsfrontens medlemmer er unge, fortæller han med et stort grin.

Ungdommen og fremtiden er på folkets, Modstandsfrontens og LIBRE’s side – på frihedens side.

Den 29. november er der valg.

– USA vil gøre alt for at forhindre, at LIBRE vinder valget.

– Hvis vi alligevel gør det, vil de om nødvendigt skabe en enorm krise i landet, så vi får svært ved at tage magten og bevare den.

Det er her befolkningen i Honduras for alvor får brug for international opmærksomhed og solidaritet.

– Så skal I lave ‘larm’. Så skal i fortælle, hvad der sker i Honduras. Så skal i protestere og forvare vores ret til demokrati.

 

Dagbladet Arbejderen, den 25. Maj 2012.