Dollars flyder nu til kup-styret
PDF Udskriv Email

 

USA lover at genoptage den økonomiske støtte til Honduras, hvor modstandere af kupmagerne i fortsat bliver myrdet

I mandags lovede USA`s udenrigsminister, Hillary Clinton, at genoptage den økonomiske støtte til Honduras, hvor et statskup fandt sted i juni 2009.

Dermed har USA, som et af de få lande i verden, på alle måder normaliseret forholdet til repressive styre i Honduras.

Siden kuppet, hvor militæret smed den folkevalgte præsident Zelaya ud af landet, har USA fastfrosset 163 millioner kroner i støtte til det centralamerikanske land.

Men efter et stærkt kritiseret præsidentvalg den 29. november, som kun få lande har anerkendt, kom den konservative godsejer Porfirio Lobo til magten. Lobo blev indsat i januar i år, og som det første underskrev han et dekret, der fratager hærledelsen alt ansvar for at deportere den daværende præsident Zelaya. Det betyder straffrihed til kupfolkene i militæret.

Lobo har gjort sig fortjent til at få økonomisk støtte for hans 'anstrengelser for at promovere integration og enhed i det honduranske samfund', fortalte Hillary Clinton i mandags Porfirio Lobo personligt over telefon, skriver nyhedsportalen Hondurasweekly.com.

Men mens USA`s dollars begynder at rulle igen, så fortsætter mordene på modstanderne af kuppet. I midten af januar blev skolelæreren Blas Lpez myrdet. Og den 3. februar blev liget af den 29-årige sygeplejerske, Vanesa Zepada, fundet. Begge var aktive i Modstandsfronten, som kræver, at de ansvarlige politikere og militærfolk for statskuppet retsforfølges.

Blandt andre Amnesty International bakker modstandsfronten op i dette krav.

Porfirio Lobo har nu nedsat en såkaldt sandhedskommission, som skal ledes af Guatemalas vicepræsident Eduardo Stein.

Modstandsfronten advarer mod, at Lobo-regeringen og kupmagerne, der står bag ham, blot vil 'vaske hænderne' efter statskuppet.

- De vil bruge sandhedskommissionen til at vaske skylden væk fra kuppet og for at få det internationale samfund til at anerkende Lobo-regeringen, så landene vil genetablere støtten, siger Juan Barahona, koordinator fra Modstandsfronten, til Telesur.

 

Dagbladet Arbejderen den 12. februar 2010